Rasmus (2022–2023)
Det er året hvor alt skifter gear. Han får nyt materiel, bedre slæde og bedre stål. Det løfter ham. I ICC bliver han top 10 i alle løb efter sæsonåbningen. På OL-banen i PyeongChang kæmper han i træning med den berygtede kurve 2, men kører sig alligevel til en 6. og 7. plads. Her træder han for alvor ind i de voksnes rækker.
Ved U23 VM i Winterberg tager han sin første internationale medalje: bronze. Kun seks hundrededele fra guld. Det er første gang Danmark står på podiet ved et skeleton-mesterskab.
Nanna (2023–2024)
Efterårssæsonen starter med problemer: Hun døjer med lårmusklen. Hun kører alle fem YOG-kvalifikationsløb, men ender som nr. 11, langt fra sidste sæsons niveau.
Ved U20 VM bliver det til en lovende 7. plads, og smilet vender tilbage. Ved Youth Olympic Games i Korea styrer følelser og fejl hendes første gennemløb, og hun bliver nr. 8. I andet gennemløb finder hun rytmen, får næstbedste tid og ender samlet som nr. 4. Kinesiske Yuxin og lettiske Marta mister medaljerne på store fejl, mens tyske Maria Votz rammer alt og vinder guld.
Nanna går fra banen med styrket tro på fremtiden og en erfaring, der ikke kan læres i træning.

